Den Flyvende Konebaad
Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening præsenterer
Den flyvende konebåd
Grafik og gobeliner af Annelise Kofoed-Hansen

Annelise Kofoed-Hansens fine arbejder kan man se over det ganske land, og hun har endvidere udstillet på Færøerne og i Grønland, på Shetlandsøerne, i Sverige, Estland, Tyskland, Polen og Skotland. Her på øen hænger hendes værker blandt andet i Bornholms Lufthavn, Nylars Rundkirke, på Bornholms Hospital og Natur Bornholm. Over alt er hun kendt og anerkendt for sine smukke gobeliner.
I de senere år har hun hentet meget af sin inspiration i inuitkulturen og Grønlands smukke natur. Hendes motiver er hentet såvel i isbjergene som i de grønlandske sagn og fortællinger.
Hun væver gobelinerne med uld fra egne får, ulden farver hun selv, hør får hun fra Sverige. Gobelinerne væves på basis af akvarelskitser. Grafikken, monotypierne er enten trykt i Grønland eller i det grafiske værksted Tryk 2 i Aakirkeby. En digtsamling, ”Isblomster” med illustrationer er det også blevet til.

Der er fernisering fredag d. 10. februar kl. 15 – 17, og udstillingen er derefter åben daglig fra kl. 13 – 16 til og med søndag d. 26. februar. Lukket mandage. Entréen er 20 kr. Medlemmer af Kunst- og Kulturforeningen kommer gratis ind.
Vibeke Eskesen

